Smartlog v3 » Thalia » Een stor familie
Opret egen blog | Næste blog »

Thalia

en kulturmentarisk rodekasse

Een stor familie

19. Jul 2007 09:09, Thalia

Tv-serien Een stor familie er for mig et flashback til en af min barndoms gode, danske tv-serier.

Da dvd-boksen blev købt var min frygt lidt, at den gamle serie, der er indspillet i 1982 - 83, ikke kunne klare at blive set i en anden tid end dens egen, men frygten blev heldigvis gjort til skamme. Serien og dens mennesketyper lever stadig (man stadig finder folk udstyret med nogle af de samme egenskaber idag).

Selvfølgelig er der ting, der er blevet anderledes. Man må ikke ryge i bussen og på kontoret - og kampen mod teknologi er vendt fra forskrækkelse til hovedkulds beundring. Vi går ikke ikke længere med plastiksmykker og tempoet på arbejdspladserne er sat voldsomt i vejret. Med det i baghovedet er Een stor familie et skægt tilbageblik til en, for mig, mere ukompliceret tid.

Handling

Man følger på godt og ondt kontorafdelingen 4. division i det store, danske firma Holly-gruppen, der fremstiller shampoo, kosmetik m.v. Klager og regnskab går via denne afdeling.

Fokus på kønsrollemønstre og håndtering af dagligdagens hverdagsliv på jobbet og i familien. Det hele serveres med en underfundighed, humor og charme.

Arbejdslivet byder på mandlige chefer, der koster rundt med deres kvindelige medarbejdere, der normalt langt overgår dem i arbejdspres og intelligens, men bliver holdt på plads af gamle udtjente kønsrollemønstre.

Hjemmelivets hustyranerne blander sig også med krav til kvinderne om at gøre 2 heldagsjobs på den halve tid og samtidig se glade og tilfredse ud når de skal hente overtræt afkom og kropforkælede mænd.

Når afdelingens bogholder, hr. Henriksen,  gør oprør mod datidens første computere er han et talerør for en stor del af Danmarks befolkning, der på dette tidspunkt føler sig kørt over af den voldsomme tekniske udvikling og de nye krav den stiller. Kampen mellem teknologi og menneske er skudt igang. Afslutningen på dette afsnit er både menneskeligt og morsomt.

Personerne

Direktør Ruf Andersen (Hans Bjørn Puggaard-Müller) en gammel(-dags) chef, der ikke forstår moderne tiders nye strategier og de nye chefers mange marketingudtryk. Han har været med siden firmaet startede og lever et udpræget mageligt liv med store middage, sjusser og masser af frynsegoder.

Fru direktør Illona Ruf Andersen (Lily Broberg) er frue og går op i hendes kongepuddel Puk og hvordan hun og manden tager sig ud for omverdenen. Dybt forkælet og kommanderende.

Bjarne B. Brun (3B) (Søren Pilmark) udviklingschef og civiløkonom, der ikke laver dags gerning, men alligevel kommanderer rundt med kontorets kvinder, der konstant skal hente kaffe til ham eller gøre ham tjenester. Kvindeglad og en stor mandschauvenist. Fraskilt og konstant på kvindejagt.

Rigmor Gramme (Kirsten Rolffes) kontorfuldmægtig og den ældste på kontoret. Ryger en kraftig cigar når hun arbejder og søger at skjule lugten med en ubehagelig spray af firmaets eget fabrikat Holly Pine :)  Hader al forandring og er glad for at hun er frøken. Har et hjerte af guld, men skjuler sig bag et lidt brysk panser.

Sigurd Henriksen (Paul Hagen) bogholder, der hader al nymodens teknik og sværger til sit gamle hakkebræt af en regnemaskine. De gamle dage var nu bedre og han vil ikke lade sig hundse rundt med. Konstant i kambolage med husets ejendomsinspektør. 

Marianne Laursen (Ilse Rande) sekretær for direktøren. Hun er meget pertentlig med at se godt ud og være velplejet. Lider af migræne, nervøse trækninger og er en oplagt kandidat til

Jette Nielsen (Helle Hertz) Sekretær for 3B og kontorassistent. Stræber i det daglige med at få de private og arbejdsmæssige ender til at mødes. Heldigvis er hun godt skåret for tungebåndet og er ikke bange for at sige d'herre chefer og ægtemand et par borgerlige ord. Mange af Jettes problemer kan sikkert genkendes af mange den dag i dag.

Sanne Olsen (Lene Poulsen) Kontorassistent og yngste ansat. Sød og hjælpsom, men måske ikke den skarpeste kniv i skuffen. Et følsomt og temperamentsfyldt gemyt med evige kæresteproblemer med supermandschauvenisten Thomas (spillet af Max Hansen jr.)

Jan Madsen (Søren Sætter-Lassen) kontorbud med en meget moderne mening om kønsroller. Kontorets fintfølende hjælper og trøster der altid er god for en kvik bemærkning og et smil. Dimentral modsætning til de mandlige chefer og deres indgroede vaner og tankegang.

Olga Mortensen (Morten) (Margurite Viby) rengøringskone hos direktørerne. Hun ved alt om alle og er ikke bange for at rode op i hvepserederne når det er i en god sags tjeneste. Holder meget af sit lille rengøringsrum, der i løbet af en menneskealder er blevet omdannet til en lille stue, hvor værtinden serverer "hugorme" lavet på resterne af de sjatter af spiritus, som cheferne smider ud.

Rundt om afdeling "svæver" så et utal af direktører og andre ansatte. Her går alt hierakisk til og man får ikke en bestemt kontorstol før man har ancieniteten til det! Blandt nogle af disse vil jeg blot fremhæve nogle få selv om alle spiller til et 13-tal! Karen Vest (Susse Wold) moderne kvindelig chef, jurist med både medmenneskeligt overskud og charme. Den perfide, koleriske og magtsyge ejendomsinspektør Erik Jensen (Ole Thestrup) og den konfliktsky personalechef Henry Silliam (Hardy Rafn).

Som sjove bifigurer ses blandt andet Grethe Sønck som tillidskvinden Viola Jørgensen, Dan Turrell som en klagende kunde og en ultraung Jeanne Boel som kontordame med høje ambitioner.

Afrunding

Grunden til at serien har overlevet mener jeg klart er de præcist ramte mennesketyper, hvis dialog er skrevet af det geniale forfatterpanel: Lise Nørgaard, Paul Hammerich og Jane Aamund. 

Skabelonen for serien ligner en hel del Matador og Huset på Christianshavn (hvilket ikke er så sært da Nørgaard og Hammerich også var at finde på disse to produktioner): præsentation af figurerne (via Danmarks længste intromelodi), et bredt og varieret persongalleri med gode punchlines og en stram instruktion - forestået af Bent Mejding.

Konklusion

Er du nostalgiker og kan du huske serien fra 1980'erne vil jeg klart tro at du vil få et herligt gensyn. Serien er samtidig en gylden mulighed for at se nogle af datidens bedste skuespillere i velcastede roller.  Se den, se den!

Kommentarer

  1. KaDaHoe
    19. Jul 2007 10:24
    1

    Hvor fantastisk!

    Jeg ELSKEDE "En stor familie", men jeg kender ikke så mange, som kan huske den...

    Og så kan jeg huske, at jeg syntes, at Dan Turell var helt vildt væmmelig i serien.

  2. Frederik Tolstrup
    21. Feb 2008 18:14
    2

    Samme her. Er også en ELSKER af den serie. Legede endda med tanken om at skrive den en lille hyldest-bog sidste år (25-året for den første udsendelse!), men det er ret svært at få fat på dem, der medvirkede. Ved ikke om de har det ligesom instruktøren, Bent Mejding, der venligt takkede nej til at medvirke, fordi han ikke var tilfreds med resultatet... Både Lise Nørgaard og Joachim Ussing var derimod rigtig søde og imødekommende - og glade for serien!

    Kan derfor bl.a. fortælle at
    - musikvignetterne blev lagt på de første afsnit efter optagelserne i et VIRKELIG VARMT studie - i sommeren 1982.
    - både 3.B og Henriksen er skabt efter levende personer. 3.B-forlægget var studerende på samme uddannelse som Lise Nørgaards datter og var virkelig så mandschauvenistisk som seriens 3.B, til trods for hans ret unge alder. Kvinder havde ikke brug for en høj uddannelse, bare de kunne få lov at passe hjem og børn, så burde de være tilfredse! Henriksen-typen, derimod, var lidt mere ovre i Morten end seriens Henriksen, men var samtidig lige så angst for udviklingen som seriens var.
    - Lise Nørgaard var meget glad for castingen, særligt Lene Poulsen og Helge Kjærulff-Schmidt.
    - Joachim Ussing er kun på stamtræ med Olaf Ussing, de er IKKE i nærmere familie.

    Det er sådan hvad jeg lige umiddelbart kan huske...

    Var også selv LYKKELIG over at gense den. Så den på DVD, første gang, over en aften, nat og følgende eftermiddag! Og den HOLDT sgu endnu!!!!

    Desuden vil jeg lige tilføje at det altså ikke ALLE steder at tempoet er sat meget mere i vejret siden da. (Havde til gengæld ikke tænkt over det med at man ikke må ryge i busserne mere, men selvfølgelig da, nu hvor anti-rygningen er over os!)

    Nå, ja, det jeg egentlig ville sige var bare at det var rigtig godt indlæg, Thalia skrev!

  3. Dorte Christensen
    6. May 2008 09:25
    3

    Vi har på min arbejdsplads diskuteret hvad det nu var Lene Poulsen (Sanne) hele tiden sagde - hvad var udtrykket?
    vh
    Dorte Christensen - Randers

  4. Air Jordans
    18. Dec 2010 03:48
    4

    *Din artikel er fremragende, er stor, jeg kan lide det!

  5. Frederik Tolstrup
    22. Jun 2011 11:40
    5

    En ting, jeg er kommet i tanke om, er, at det faktisk var Lise Nørgaards ønske at Helge Kjærulff-Schmidts rolle; Waldemar Lembcke, skulle være en gennemgående birolle, men, desværre afgik Kjærulff-Schmidt ved døden alt for tidligt i arbejdsperioden, så rollen nåede, logiskt nok, ikke at udvikle sig som planlagt.

Tags